Ifølge legenden var det Romulus – der blev opfostret af en hunulv sammen med sin tvillingebror Remus – som i år 753 f.Kr. grundlagde Rom og blev den første af de syv konger i "Den evige By". Den republikanske styreform varede i Rom fra år 509 til år 27 f.Kr. under de to "Konsuler" og Senatets politiske og militære ledelse. Rom erobrede i første omgang det italienske territorium og udvidede sidenhen sit herredømme til Middelhavs-området, hvor man definitivt besejrede Karthago efter tre krige (202 f.Kr.), til Makedonien og Grækenland (146 f.Kr.) samt til Britannien, Gallien, Spanien og Lilleasien (med Julius Cæsar i første århundrede f.Kr.).
I år 27 f.Kr. blev Julius Cæsar myrdet og hans nevø Octavian kom til magten. Sidstnævnte tog navneforandring til Kejser Augustus og republikken blev omdannet til et kejserrige. Rom konsoliderede sin magt under de efterfølgende kejsere, heriblandt Tiberius, Titus, Traian, Adrian, Markus Aurelius, Diocletian, Konstantin og Teodosius.
Den romerske civilisation og kultur bredte sig til hele det store imperium– især indenfor områder som retsvidenskab og administration, sprog og litteratur samt ingeniørvidenskab og arkitektur – og dannede således grundlaget for den moderne vestlige verden.
Med kristendommens opståen i Kejser Augustus’ regeringstid og med dens officielle tilladelse, ved Kejser Konstantins "Milano-edikt" i år 313 e.Kr., blev Rom Den katolske Kirkes centrum og Pavernes hovedsæde.
I år 395 e.Kr. blev det romerske kejserrige delt i "Det vestromerske Kejserrige", der inkluderede Italien og havde Milano som hovedstad, og "Det østromerske Kejserrige" med hovedstad i Konstantinopel. Det vestromerske Kejserrige faldt i år 476 e.Kr. under barbarernes invasioner.
I år 569 dannede longobarderne et rige i Norditalien med hovedstad i Pavia, men i år 774 blev de besejret af Karl den Store, frankernes konge, der indlemmede Italien i det "Hellige romerske Imperium".
I 800-tallet invaderede araberne Sicilien, men i 1029 blev de fordrevet af normannerne, som skabte et feudalt monarki i hele Syditalien. Efter normannerne blev Syditalien underlagt sveverne (med Friedrich II.) og dernæst Huset Anjou og Kongeriget Aragon.
De 4 kystrepublikker Venedig, Genova, Pisa og Amalfi opnåede stor politisk og militær succes. I det nordlige og centrale Italien markerede de frie Kommuner sig. Sammen kæmpede de i "Den lombardiske Liga" mod Kejser Friedrich Barbarossa i slaget ved Legnano i 1176.
Omkring Middelalderens afslutning og genoveseren Christoffer Colombus’ opdagelse af Amerika i 1492 gik kystrepublikkerne langsomt i forfald, samtidig med at Spanien, Portugal og England øgede deres magt.
I 1400-tallet og i løbet af "renæssancen" markerede nogle indflydelsesrige familier sig i en række italienske byer, som f.eks. Visconti og Sforza-familierne i Milano, Medicierne i Firenze, Gonzaga-familien i Mantova og D’Este-familien i Ferrara. Det medførte en usædvanlig opblomstring indenfor de humanistiske studier, maler- og billedhuggerkunsten samt arkitekturen.
En stor del af Italien blev underlagt spanierne, iøvrigt i hård kappestrid med Frankrig.
I 1713 overtog Østrig Spaniens herredømme i Lombardiet, medens bourbonnerne i 1738 etablerede sig i Kongedømmet Napoli.
I 1815 var Italien stadig delt i 9 stater. Men takket være en række store patrioters indsats (Giuseppe Mazzini, Camillo Benso di Cavour og Giuseppe Garibaldi (sidstnævnte huskes bl.a. for sin berømte "tusindmands-ekspedition" mod borbonerne)) og efter tre uafhængighedskrige udråbtes Kongedømmet Italien i 1861 under Kong Vittorio Emmanuele II af Savoien og dermed afsluttedes den såkaldte "Risorgimento"-periode. I 1870 blev Rom kongerigets hovedstad, men der opstod i den forbindelse en længerevarende uoverensstemmelse med pavedømmet.
I begyndelsen af 1900-tallet oplevede Kongedømmet Italien en betydelig økonomisk vækst (under Giolitti-Regeringen) og iværksatte en koloniseringspolitik (i Eritrea og Somalia).
Fra 1915 til 1918 deltog Italien i Første Verdenskrig på samme side som Storbritannien og Frankrig og efter sejren kunne Italien således annektere Trentino, Venezia Giulia og Alto Adige.
Den vanskelige tid i efterkrigsårene var med til at bane vejen for Benito Mussolini og hans fascistparti’s erobring af magten i 1922. I 1929 underskrev man "Lateran-konkordatet", der afsluttede striden med den Katolske Kirke og i 1935-36 erobredes Etiopien.
I 1940 gik Italien ind i Anden Verdenskrig på samme side som Nazityskland og efter mange tragiske hændelser, afsluttedes det fascistiske regime i 1943.
D.2. juni 1946, efter krigens afslutning, besluttede italienerne ved en folkeafstemning at indføre den republikanske styreform og d. 1. januar 1948 trådte Den italienske Republiks nye Grundlov i kraft. Under Alcide De Gasperis regeringtid (1948-1953) tiltrådte Italien Marshallplanen (1948), NATO (1949) samt "Kul og Stålfællesskabet" (1951).
I tresserne gennemgik landet en enestående økonomisk udvikling ("det økonomiske mirakel") medens halvfjerdserne, som fik tilnavnet "Blyårene", på tragisk vis blev præget af terrorismen (De røde Brigader).
I løbet af firserne og halvfemserne har Italien yderligere befæstet sine demokratiske institutioner, samtidig med at landet har undergået en økonomisk udvikling, der placerer det blandt de højestudviklede lande i verden (G8).
Italien har endvidere styrket sine aktiviteter og sin deltagelse i Den europæiske Union og NATO og er således blevet en af hovedaktørerne i disse organisationer.
Kilde: Italiens Ambassade i København Tilmeld dig vores nyhedsbrev og/eller boligservice.
|
